«Jeg har lige haft sex med en mand der havde den største pik jeg nogensinde har set, jeg er sikker på at hvis man googler largest dick ever kommer der kun få konkurrenter op, han tog bukserne af som om de ikke var noget særligt, jeg tænkte på to ting, jeg tænkte på hvilke refleksioner han selv har gjort sig om hvordan man gebærder sig med sådan en stor pik, hans upåfaldende facon virkede selvfølgelig ekstremt påfaldende, om det havde virket mindre opsigtsvækkende hvis han havde givet mig et hint om hvad jeg var på vej til at bevidne, kigget ned i gulvet, virket lidt mindre skamløs, jeg tænkte også på hvor mange munde den pik ville kunne mætte hvis man serverede den som steg, fire, helt sikkert» –

vel om jeg ikke satt kaffen helt i halsen, så var det ikke langt fra …

Der sker ting og sager i dansk litteratur. Der er gang i generationsdebatten. En række unge debutanter har det tilfælles, at de skriver med deres kroppe og med deres ungdom. Debutbøgerne er ikke længere ældre end debutanterne selv …

Prøver å lese meg opp på hva litteratur er i dag og kom over et bok-konsept som har fått en del oppmerksomhet i media i Danmark. En ung kvinne har utgitt en bok, en litt anneledes bok «Et ansigt til Emily»  – av Asta Olivia Nordenhof.  Avisen Infomasjonen skriver: » en er et mærkeligt lille kammerspil af en bog, Et ansigt til Emily, som Asta Olivia Nordenhof debuterer med. Kompositionen er måske ikke sprængt, men den er sært åben, luftig i det. Småbitte prosastykker, lister og replikskifter veksler med hinanden i bogens tre dele. Og delene føles som små, selvstændige indsnit fra en større fortælling, hvis øvrige konturer vi aldrig ser. Selv om fire personer går igen — Emily, der har arbejdet som luder, Rosa, som elsker hende og passer på hende, Daniel, som hun elsker, og som ikke er der, Rosas far, der er død og til stede på samme tid — refererer de ikke til hinanden, delene»  

‘Pissefuld af hjertesorg’

»Emily:/ Jeg giftede mig med lægen/ vi bosatte os i Rom/ om efteråret var fliserne varme og rolige/ jeg tænkte: man kunne malke de fliser for varme/ lægge sit nøgne bryst mod dem og lade brystvorterne suge al varmen til sig/ man kunne gå hen til sin elskede med sine nu glohede brystvorter/ og brænde to mærker på dennes øjenlåg/ tvinge det syn åbent, der for længe har været lukket«.

Asta Olivia Nordenhofs punktuelle, åbne skrift skaber et sært univers og en hudløs energi. Og så fortsætter det på nettet … og på bloggen til Astakan vi følge historien videre …  jeg savner en e-bok her … jeg vil også lese denne lille såre boken …. men kan ikke, selv Kulturministeren refser norsk ebok-satsing … skulle vi henge med i utviklingen må vi gjøre noe nå ellers …. toget kjørt for den nye litteratursatsningen i Norge ….

Rosa;

Søen var sort i dæmringen og træerne var sorte.

Værten:

Snart ville lyset komme og tvinge det fra hinanden, som natten havde forbundet

Rosa:

Men for den, der gravede sig ned, ville et rodnet åbenbare sig, og den, der gravede sig dybere ville finde vand

Værten:

Hun gik og tænkte på sin elskede

Rosa:

Som så mange gange før

Værten:

Hun gik blandt mange får

Rosa:

Et af fårene vendte sig efter hende og sagde