WOW i like …. fra Berlingske Tidende

 ANIMATION AFGANG 2010.  Fire danske animationsfilm på hver syv minutter plus en interaktiv tegneserie.

Nøj! Wow! Hold da op! Øjnene spiler sig op til dobbelt størrelse, og underkæben falder ned på brystet med et klask. Så imponeret, benovet og begejstret bliver man ved mødet med en håndfuld værker, der med et langt og besværligt ord hedder animationsafgangsfilm, men som selv hverken er lange eller besværlige. De er derimod lysende eksempler på, at de unge menensker, der nu er uddannet på Den Danske Filmskoles afdeling for animationsfilm – der nogenlunde svarer til det, som man i gamle dage kaldte tegnefilm og dukkefilm – er helt usædvanligt dygtige og talentfulde.

Lad os først fortælle, at en af de fem nye filmskabere har gjort noget, som aldrig er forsøgt før. I stedet for at lave en film som sin afgangsopgave har Søren Fruergaard skabt noget så avanceret som en interaktiv netavistegneserie, hvor læserne er med til at styre begivenhederenes forløb ved at klikke udvalgte steder på de tre daglige paneler. Endnu er den enestående serie ikke taget i brug, men man kan snuse til den på www.klikifamilien.dk.