Det er formentlig de færreste nyslåede ejere af en iPad, der har lyst til at række vidunderet videre til husets mindste og få æblemos og fedtefingre på skærmen. Men det er ikke desto mindre, hvad et af verdens største forlagshuse Penguin satser på kan komme til at ske i fremtiden.

På dette års London Book Fair, der årligt under normale omstændigheder uden askeskyer samler omkring 23.000 fagfolk, præsenterede administrerende direktør i Penguin Group, John Makinson, nye iPad-versioner af Penguin-bøger som et af buddene på, hvordan forlæggere kan ruste sig til fremtiden.