Hans Otto Jørgensen giver os et kig ind i barnesindet med sin samling af ulykkeshistorier. Når Hans Otto Jørgensen har valgt at give sin nye børnebog ‘VAND, BLOD, TIS OG MASKINER’ undertitlen ’Ulykkeshistorier for børn’, er det selvfølgelig først og fremmest, fordi det er, hvad det er. Historier om ulykker.

Men det er formentlig også ment som en ironiserende reference til det oprindelige begreb ’ulykkeshistorier’, der i 1700- og 1800-tallet var en del af den didaktiske børnelitteratur. Fortællinger som manede til driftsbeherskelse gennem skræmmebilleder og løftede pegefingre.