Stikkord

Fra Information

Genstart-projektet er en fusion af samtidsrealistisk ungdomsroman og krimi. Det er seks bind skrevet af tre forfattere – og et godt bud på at genstarte læsningen af ungdomsbøger.

Der er ingen, der er i tvivl om, at krimigenren er populær i disse år. Samtidig er der en tendens til, at unge mennesker, måske i mangel på gode ungdomsbøger, ofte ender med hurtigt at gå over til voksenbøger, og gerne krimier.

Derfor synes fusionen af samtidsrealistisk ungdomsroman og krimi at være oplagt. Og det er, hvad serien Genstart er. Crtl + Alt + Delete er kommandoen for at genstarte en computer. Det er også den overordnede titel på de seks bind af ungdomsromaner med en fælles fortløbende krimihistorie. Idéen bag Genstart-projektet er inspireret af tv-krimien med et overordnet plot og flere ‘afsnit’-forfattere. I alt seks bind skrevet af tre forfattere på skift er planlagt. Forfatterne, der skriver på den samme fortløbende historie, er Ina Bruhn, David Meinke og Caroline Ørsum. Og det er som en bogudgave af Forbrydelsen, hvor sidste ‘afsnit’ om den forsvundne Jonathan nu er udkommet.