Fra Politikken

Forlagene holder sig tilbage, folkebibliotekerne skrotter dem. Frankrig har altid haft drama omkring kulturarven. Hvis man har set François Truffauts ny bølge-film ’Ung flugt’, glemmer man aldrig Antoine på 14, der bor klemt med sin mor og stedfar og kompenserer for sin ensomhed i fantasien.

I en niche har han lavet et alter med stearinlys for sin yndlingsforfatter Balzac. Men så går der ild i forhænget, så er helvede løs, og Antoine ender på opdragelseshjem.

Tortur at læse i skolen

Nok tænder Balzac sjældent ild i gardinerne, men han er stadig så læst, at avisen Le Monde siden 2008 har kunnet udsende hans romanserie ’Den menneskelige komedie’ i månedlige billigudgaver.

Balzac kaldte den ’La grrrrrrande Comédie’, med selvbevidst rullende r, og den er stadig stor nok til at kunne sælges i kiosker. I disse dage udkommer 24. og sidste bind: et personleksikon til kæmpeværket. I alt 24 bind a 500 sider til 9,90 euro pr. bind (73 kr.). Det er da mirakuløst.