Fra Berlingske Tidende

Multimedie bøger, der gør Mowgli i ”Junglebogen” og den verdensberømte forfatter, Anne Rices, vampyrer levende, mens du læser, kan blive det næste store.

Læs Rudyard Kiplings ”Junglebogen” – og chat med dine Facebook venner om den, mens du læser. Eller se en video med Mowgli og Baloo i junglen – og bliv linket videre til flere informationer om bogen, forfatteren og junglens dyreliv undervejs.

Fra marts måned kan man også vælge at se den verdensberømte forfatter Anne Rices vampyr-historier komme til live side om side med bogstaverne, når en af hendes bøger, ”The Master of Rampling Gate” udkommer som «vook».

Udover tekst, video, links og billeder vil bogen også indeholde et filmet interview med forfatteren bag blandt andre ”En vampyrs bekendelser”.